open air

Open Air i Porten: Olsen Banden på Sporet

Open Air i Porten er tilbage for tredje år i træk i Egons gamle fængsel - og måske for sidste gang bag murene!

06
09
2025
Plænen

UD I DET BLÅ!

Udendørs biografvisning i Porten lørdag d. 6. september 2025

Porten åbner for jubilæumsfejringen over alle jubilæumsfejringer: 50års jubilæet for Olsen Banden På Sporet!

Tag en tur igennem Egons gamle fængsel inden du og dine hundehoveder og hængerøve finder jer til rette på plænen i fængselsgården, hvor vi viser Olsen Banden På Sporet på storskærm under åben himmel.

I filmen lægger forbryderbanden sig denne gang ud med De Danske Statsbaner, mens kriminalassistent Jensen har travlt med at planlægge politiets sommerudflugt ud i det blå.

Pris:

Entrébillet: 75 dkk. Klik her for at købe din entrébillet.

Børn mellem 0-5år: '3 kroner stykket. Tre for en 10'er!' Klik her for at købe en børnebillet.

Arrangementet har begrænset antal billetter.

Sommerkøreplanen:

Vi opdaterer aftenens sommerkøreplan løbende nedenfor samt på vores Facebook-begivenhed.

Ca. Kl. 19.15-20.00: Ankomst og tur gennem Vridsløse

Ca. Kl. 20.20: Velkomst og interview med kostumier Lotte Dandanell og skuespiller Søren Steen, som i filmen spiller karakteren Brian Bodyguard.

Ca. kl. 20.30: Filmvisning start

Ca. kl. 22.15: Filmvisning slut

Tider er vejledende med forbehold for småændringer.

Praktisk information:

Dato:

Lørdag d. 6. september

Tid:

Aktionen starter kl. 19.15

Adresse:

Foran den grønne hovedport i Porten Vridsløse Fængselsvej 39, 2620 Albertslund.

Mad/Drikke:

Der vil være mulighed for køb af mad og drikke under arrangementet. På Plænen finder du pølsevognen Helges Pøler og ølbryggeriet Slowburn Brewing.

Det er muligt at forudbestille smørrebrød fra Albertslund Smørrebrød mellem d. 3. - 5. september. 4x håndmadder til 80dkk. Kan kun forudbestilles! Se Facebook-begivenhed eller læs infobrevet sendt til billetkøberes email for mere info og vejledning. Kontakt porten på info@porten.dk for spørgsmål.

Det er også tilladt at medbringe egen medbragt mad og drikke, men vi opfordrer til at støtte lokalt, det det muliggør lign. arrangementer med gode samarbejdspartnere.

Praktisk tøj og siddepladser:

Filmen vises udenfor på Plænen i fængselsgården. Husk tøj der passer til vejret.

Medbring selv picnictæpper eller klapstole, som du kan sidde på under filmvisningen.

..Åh Gud, og næse og hatte. Medbring endelig næse og hatte!

Offentlig transport og parkering:

Begrænset antal P-pladser. Vi anbefaler til enhver tid at benytte offentlig transport/cykel.

S-tog linje B eller Bx: Kbh H - Albertslund ca. 20 min.

Parkeringspladser: Egon Olsens Vej, Fængselsvej 39, 2620 Albertslund

Ekstra parkeringspladser: Roskildevej 161, 2620 Albertslund (Der er stisystem fra Roskildevej 161 til Porten)

Tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede:

Der vil være særskilt adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede direkte til Plænen, idet fængslet ikke er egnet til dårligt gående. Mere info herom udsendes på mail.

Facebook begivenhed:

For flere opdateringer og konkurrencer i dagene op til arrangementet se Facebook begivenhed ved at klikke her.

Hilsen Skovtursudvalget

Oplev 'Grisen' fra Olsen Banden på Sporet:

I samarbejde med Danmarks Jernbanemuseum og takket være Vognmand Benny Rasmussen & Søn kan vi nu afsløre, at den orange "hovedperson" fra filmen Olsen Banden på Sporet vil fragtes fra Odense til Vridsløse og udstilles til dette arrangement. Den 6 tons tunge rangertraktor - i filmen kaldet Grisen - vil stå ved siden af storskærmen, så publikum kan se det originale lokomotiv i aktion på det store lærred, mens de sidder lige ved siden af den.

En stor tak til Vognmand Benny Rasmussen & Søn for at muliggøre denne store idé til glæde for de mange publikummer og fans.

Vridsløses fremtid:

Fra 2026 vil store dele af fængselsgrunden indgå i transformationen fra lukket fængsel til åben bydel, så 2025 kan meget vel blive sidste år for Open Air i Porten bag fængselsmurene.

Det gamle Vridsløselille indgår i planerne for bydelsudviklingen af den kommende bydel Vridsløse. Bag udviklingen af den 160.000 kvadratmeter store fængselsgrund står entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard og Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse PKA.

Visionen for Vridsløse er at skabe en levende, grøn og ikonisk bydel med sit eget kulturpunkt hvor kreativitet, fællesskab og iværksætteri vil blomstre rundt om den ikoniske fængselsbygning. Kulturpunktet kaldes Porten og allerede nu tilbydes der unikke aktiviteter fra Porten og de aktører, som holder til i Vridsløse.

Læs mere på www.vridsloese.dk.

Tak til aftenens sponsorer: Vognmand Benny Rasmussen & Søn A/S, Nordisk Film+, Carlsberg Danmark og Kvickly Albertslund.

Foto: Rolf Konow, Nordisk Film

Foto: Martin Agger, Open Air i Porten