Koncert hos Slowburn: "Lykkes For Dig"

Release på LE IMENS "Lykkes For Dig" lørdag d. 24. januar kl. 18.00-19.00

24
01
2026
Slowburn Brewing Co-op

Slowburn skyder året igang med et musikalsk releaseparty lørdag d. 24. januar i det hyggelige mikrobryggeri.

Tid: 18.00-19.00

Læs deres beskrivelse i eventet nedenfor

LE IMENS – Lykkes For Dig

Der findes det øjeblik i en relation, hvor man pludselig indser, at det ikke er den anden part, der er problemet. At det er ens egne blødende sår, mønstre og forsvar, der står i vejen for, at kærligheden kan blive sund, tryg og gensidig. ’Lykkes For Dig’ er skrevet fra netop dét sted.

Musikalsk bevæger ’Lykkes For Dig’ sig i et nutidigt, iørefaldende popunivers med elektroniske elementer og indkapsler ret godt lyden af nordisk nærvær.

LE IMENS har skrevet nummeret i samarbejde med producer og guitarist Esben Svane.

Bag aliasset LE IMENS står sanger og sangskriver Linnéa Villén, der på sin nye single tager et opgør med den offerrolle og selvmedlidenhed, hun har bøvlet med det meste af sit liv.

”Når du først indser, at ingen andre kan opfylde de behov, du har, skal du turde se på dem. Du skal mærke dem, observere, acceptere, arbejde, klø på og smøge ærmerne op. Jeg lærte, at jeg skulle gå sårene i møde og være i dem, fordi jeg elskede et andet menneske nok til at ville det.

Det var her, jeg kunne gøre mig fri af fortidens mønstre’, lyder det fra LE IMENS.

’Mit ego kan se nu,’ lyder en selvoplevet bid af sangteksten.

”Offerrollen og den medlidenhedssøgende kvinde lod jeg blive i 2024 og har ikke set mig tilbage, siden mit eget ego omsider fik øjne,” siger LE IMENS.

Linnéa Villén er uddannet fløjtenist og har over 1000 koncerter i bagagen som klassisk musiker. Efter et langt tilløb og en hulens masse sangundervisning har hun nu fundet modet til at stå frem med egne personlige sange. ’Lykkes for dig’ er anden single under navnet LE IMENS.

Linnéa har tidligere bl.a. spillet og udgivet med duoen Villén & Sjølin og med trioen Mads Vinding, Linnéa Villén og Andreas Tophøj, der jævnligt spilles på DR P8 Jazz.

Credits: Linnéa Villén: Vokal & klaver

Esben Svane: Guitar

Nanna Helweg Nebel: Basklarinet

Komponister: Linnéa Villén & Esben Svane

Producer & mix: Esben Svane

Master: Brian Mørk

Optaget i The Arrangement, Danmark 2025 Se mindre