Porten er det nye samlingspunkt for iværksætteri, kreativitet og fællesskab i hjertet af Albertslund. Vi åbner op for store og små oplevelser alt fra øl og rock til kunst og fortællinger.
Planlæg dit kommende besøg her.
Den ikoniske grønne port bliver omdrejningspunktet for et nyt kulturelt centrum, der under navnet ’Porten’ bliver et trækplaster og samlingspunkt for hele Albertslund.
Læs mereSæt X i kalenderen! Julemarked i Porten vender tilbage i 2024.
Lørdag d. 7. og søndag d. 8. december kl. 11-17 slår vi atter den ikoniske grønne port op til et unikt julemarked i historiske rammer i det tidligere statsfængsel Vridsløselille.
Sidste år lagde knap 15.000 gæster vejen forbi Designerspace x Portens julemarked, for kunst, design og håndværk.
I år inviterer Porten til et julemarked som foruden kunst, design og håndværk også byder delikatesser, specialiteter, juledeko, nisser, bolig, tekstilvarer og alt derimellem velkommen i de tidligere fangeceller, som indrettes til unikke boder for en weekend.
Tag en once-in-a-lifetime shoppingtur ned gennem de tidligere fængselsfløje, hvor 40 celler vil omdannes til små, hyggelige købmandsboder, og nyd et måltid mad og noget at drikke i et af de unikke åndehuller på fængselsgrunden, som denne weekend vil emme af liv og julestemning.
Er du erhvervsdrivende eller kender du en interesseret erhvervsdrivende, så del nyheden i dit netværk og læs med her:
Porten søger stadeholdere inden for kategorierne: delikatesser, specialiteter, juledeko, kunst, tøj, nisser, mad, konfekt, øl/vin/mjød/spiritus, pynt, dekorationer, bolig, design og kreative håndværk.
Pris pr. celle for to dage inkl. hæve-sænke klapbord og stol: 2500 dkk eks moms.
(Én celle er ca. 7 kvadratmeter)
Vil du være en stadeholder i "fængsel for en weekend" og omdanne en autentisk fængselscelle til din egen købmandsbod, så send os en ansøgning med et skriv om dine produkter til info@porten.dk. Mærk emnefeltet: Julemarked 2024
Har du mulighed for at linke til enten hjemmeside eller social medie side, som viser din forretning/dine produkter, kan du med fordel gøre dette i din ansøgning.
Bemærk: Porten søger et varieret udvalg af stadeholdere og vil på den baggrund udvælge og sammensætte stadeholdere til Julemarked i Porten 2024.
Alle der ansøger til og med maj kan forvente svar primo juni.
Sæt X i kalenderen, for du er inviteret til fernisering torsdag d. 14. marts kl. 17.30 i Porten og alle er velkomne!
Kunstnerne Camilla Berner og Laurits Gulløv står bag Renæssancejords sjette udstilling på afdeling A3 i det tidligere statsfængsel. Udstillingen med titlen 'Sightseeing' er den sjette ud af i alt syv udstillinger under den samlende titel Renæssancejord faciliteret af Jordens Hus.
Jordens Hus beskriver 'Sightseeing':
I udstillingen tager Laurits Gulløv og Camilla Bernerudgangspunkt i det tidligere Vridsløselille fængsels konkrete arkitektur, der er karakteristisk ved at være designet over et panoptikon – en type fængselsarkitektur skabt til, at færrest mulige vagter skal kunne overvåge flest muligt indsatte, mens de indsatte til gengæld, ikke ved hvornår de bliverovervåget. Ordet panoptikon betyder helt konkret, det altseende.
Jord forbindes ofte med det modsatte – usynlighed, skjul eller blindhed som det f.eks. illustreres af metaforer som at gå under jorden eller at stikke hoved i jorden. Jorden har været anvendt til at usynliggøre ting man ville af med - gravpladser, lossepladser, atomaffaldsdeponeringer - men er også hjemsted for dyreliv der påfaldende nok, oftest er svagtseende eller helt blindt. Gulløv og Berner har udviklet et udstillingsformat, der forsøger at forstå, hvordan forholdet mellem det synlige og det usynlige ofte forvrænger proportionerne i vores omverdensforståelse.
Fem af cellerne i udstillingen står åbne, men er afspærret af sarte halvgennemsigtige insektnet af den type, man anvender i konventionel afgrødedyrkning. Afspærringerne tillader beskueren at kigge ind i cellerne, hvori man kan skimte en række skulpturelle indgreb, der alle kredser om nedbrydning. Her refereres både til fængslets mørke historie med psykisk nedbrydning af indsatte, og til jorden under os, der i sig selv er en nedbrydningsproces, men som i mange moderne samfund også er blevet til en destination for livsnedbrydende materialer, aktuelt belyst i NordicWaste-skandalen. Samtidig er nedbrydningsprocessen også helt konkret arkitektonisk, idet fløjene i det gamle fængsel snart skal rives ned og genopbygges af de selvsamme mursten, nu som boliger.
Udstillingens titel ”Sightseeing” spiller også på dette forhold; at være tilskuer til et scenarie eller at ankomme til en seværdighed. Sightseeing forbindes ofte med en type turisme der er baseret på at se, men som ofte er overfladisk og uforpligtende. I Vridsløselille fængsel er vi turister på gratis besøg. Vi kan se bygningerne, cellerne og murerne, men ikke det liv det har gemt inde. På flere måder kan man sige det samme om vores forhold til jorden: Vi ser den, men føler os uforpligtede af den, den er en seværdighed vi kan nyde, men også altid vælge fra.
Ferniseringen foregår på afdeling A3, indgang via gitterporten ved Slowburn på den vestlige mur. Arrangementet er ikke for kørestolsbrugere.
For mere info om kommende åbningstider, se jordenshus.dk
Kig forbi Porten søndag d. 14. april kl. 13.00-16.00 og følg skiltet mod Pettersen & Hein.
Pettersen & Hein åbner nemlig for første gang op for Atelierhaven, som skal spire bag deres hyggelige atelier i bygningen "Citronskiven".
Vil du være med til at få haven til at gro, inviterer kunstnerduoen nu alle ind i haven til en snak om kunst og grønt - og opfordringen er ligeså simpel som den er sjov:
Medbring en pose frø, en plante, en busk eller lign. i bytte for en kop kaffe, te eller saft og vær med til at bidrage til det spirende initiativ.
Haven vil fungere som en lomme, hvor kunstværker og møbler smelter sammen med omgivelserne. I haven kan besøgende gå på opdagelse i de spiselige plantekasser med alt fra mynte, kamille, salvie, anis isop, timian, morgenfrue, citronmelisse til tomater, kål og hvidløg. Græsset slås i små stier rundt om planterne, så et kig i haven ender hurtigt med en hel opdagelsesrejse.
Kunstnerparret vil supplere haven med kunst og skulpturer fra andre kunstnere i deres netværk, som løbende kan skiftes ud og fornys i haven.
Åbningen af Atelierhaven åbner også op for mange nye muligheder. Besøgende kan således se frem til små kreative events lige fra broderi, workshop med plantefarvning, plantebyttebod til intim koncert, middage og sågar casual hotdog torsdag.
Kunstnerparret vil supplere haven med kunst og skulpturer fra andre kunstnere i deres netværk, som løbende kan skiftes ud og fornys i haven.
Vi opfordrer alle nysgerrige sjæle til at kigge forbi - enten med eller uden et spirende bidrag til den grønne have.
Atelierhaven symboliserer ligeledes vigtigheden af at respektere og værne om naturen også som et rekreativt rum. Med enkelthed og brug af eksisterende ressourcer - herunder lokale planter og kunstnernes færdigheder - skabes haven med minimal anlægsindsats. Desuden vil den være mobil og kunne flyttes for at tilpasse sig ændringer i omgivelserne og udviklingen af den nye bydel Vridsløse. Projektet afspejler netop visionen om en levende og grøn bydel med fokus på bæredygtige løsninger, fællesskaber, kultur og bynatur.
Følg med på siden her for flere opdateringer om dagens program, tid og nyt om åbningen af kunstnernes have.
Jaguaren i Skoven fejrer udgivelsen af det nye album Laber Larve med forårskoncert i Atelierhaven, Porten Vridsløse (tidligere Statsfængsel Vridsløselille)
17:00 - Kom og hæng ud til fyraftensøl
19:00 - Koncert
Fri entré, billig øl og mulighed for at tage med egen madkurv
Mikrobryggeriet Slowburn sælger også lækker øl lige ved siden af
------------------------------------------------------------------
Jaguaren i Skoven:
Jaguaren i Skoven er en underholdende kat, der gør sig i smukke melodier og listig rockmusik inspireret af bl.a. The Doors og Kim Larsen.
I front er Jack Skov, der synger og spiller lidt af hvert, godt hjulpet af Velourhanens luftige guitar og June Skovs lokkende orgeltoner. Bag de sydende trommer sidder Psykolars, der vil ud i friheden. Og Bæver spiller bas.
Gruppen udgav i 2021 debutalbummet Skattejagt, et vildtvoksende, psykedelisk popalbum på dansk. Med titler som Release the Witch, Tudse, Langt Fra København og H.C. Andersen Vandt VM kastede Jaguaren i Skoven sig ud i det nye Danmark, og snart udkommer gruppens 2. album Laber larve - ifølge Jack en slags dansk opfølger til John Lennons Imagine.
Glæd dig til at møde det farligste dyr i skoven live!
Koret Vigdis holder Else Marie Koncert i fængslet
I anledning af 100 året for den visionære kunstner Else Marie Pades fødsel i 1924
afholder Vokalensemblet Vigdis tre korkoncerter i Porten Vridsløse (det tidligere fængsel), der fejrer
den danske musikalske foregangskvinde og hendes bidrag til udviklingen af dansk kompositionsmusik i det 20. Århundrede.
Vokalensemblet Vigdis er et ambitiøst, ungt kvindekor, som blev
grunlagt i sommeren 2020 – og som nu altså fejrer Pade ved at afholde tre koncerter i Vridsløse enestående rum; nærmere bestemt i panoptikon i hjertet af det nedlagte fængsel. Koncerterne er lørdag d. 4. maj kl. 14 og 17 samt søndag d. 5. maj kl. 17 – lagt på Danmarks befrielsesaften for også at mindes Pades tid i Frøslevlejren under krigen.
Omdrejningspunktet for koncerten er en nyopførelse af Else Marie
Pades elektroniske værk, Illustrationer (1995), i vokaltilpasset udgave. Denne uropførelse bliver til i samarbejde med den internationalt anerkendte lydkunstner og komponist Jacob Kirkegaard, som samarbejdede med Else Marie Pade i de senere år af hendes liv, fra 2005 og frem.
Pades musikalske karriere startede tidligt og er udpræget alsidig. I ungdomsårene var hun pianist i et jazzorkester, og da hun som kun 19-årig blev anholdt af Gestapo og indsat i Frøslevlejren bidrog hun
til sine medindsattes underholdning ved at komponere viser. Hun forfulgte efter krigen en karriere som pianist, men grundet mén fra tiden i Frøslevlejren kunne hun ikke gennemføre uddannelsen og uddannede sig i stedet som komponist. Pades store bidrag til dansk musikhistorie skyldes dog særligt, at hun var en af de første danskere til at komponere ‘konkret musik’ af optagede sekvenser med hverdagslyde samt til at komponere fuldt elektroniske stykker. Interessen for den nye musik førte hende til udlandet, hvor hun blandt andet mødte Stockhausen og Pierre Schaeffer.
Lydkunstner og komponist Jacob Kirkegaard (f. 1975) er kendt for at bearbejde komplekse, ubemærkede eller utilnærmelige steder og temaer såsom radioaktivitet i Tjernobyl og smeltende is i Arktis i sine værker. I samarbejdet med Vigdis skaber Kirkegaard et vokalværk over Pades Illustrationer, hvor værket analyseres vha. spektrogrammer og de enkelte frekvenser i lyden lægges ud i korstemmer. Til trods for at der var 51 års forskel i deres alder, mødtes Pade og Kirkegaard om en fælles tilgang til lyd og et sammenfald i deres musikalske udtryk.
Som optakt til koncerterne afholdes 30. april kl. 19 et arrangement på biblioteket, hvor Jacob Kirkegaard fortæller om værkerne og samarbejdet med Pade. Det er gratis adgang til dette arrangement, mens entréen til koncerterne er kr. 80. Billetterne findes på bibliotekets hjemmeside. Koncerterne og arrangementet er et samarbejde mellem Vigdis, Porten og Biblioteket.
Slowburn slår dørene op for endnu en hyggelig aften med fællesspisning i deres hyggelige bar. Læs deres invitation nedenfor og orientér jer om aftenens ret:
Fællesspisning i baren
Kom ind i varmen til vores månedlige fællesspisning i vores hyggelige bar!
Kokken Susanne Knage vil forkæle jer med et dejligt måltid mad tilberedt med årstidens råvarer.
Aftenens gæster sidder sammen ved langbord og får maden serveret på fade til deling. Vi håber på at skabe en ramme for lokalt fællesskab, madglæde, nye bekendtskaber og nærvær, nu hvor den kolde tid er over os.
Vi åbner baren kl 18:00 og maden bliver serveret 18:30. Der kan købes øl, vin, alkoholfri øl, sodavand mm i baren. Ønsker du et vegetarisk alternativ til kødet, så noter det i din bestilling.
Aftenens ret:
Hønsefrikassé
Serveres med forårsgrøntsager, urter og kartofler.
Modtag nyheder om begivenheder i Porten og den kommende bydel Vridsløse. Tilmelding foregår foreløbig via hjemmesiden Vridsløse.dk.